
PRODUKTION
VI TAGER ANSVAR FOR VORES PRODUKTION OG DE MENNESKER, VI SAMARBEJDER MED.
I vores bestræbelser på at drive en sund virksomhed er forholdet til vores leverandører helt afgørende. Deres tekniske viden, håndværksmæssige kunnen og faglige stolthed er fundamentet for vores produktion.
Vi har arbejdet med den samme strikleverandør siden begyndelsen i 2006. Fabrikken er ejet af en Hong Kong kinesisk familie og ligger i den sydlige del af Kina. Fabrikken og hele produktionen er GOTS certificeret.
Gennem årene har vi udviklet et stærkt og stabilt forhold til fabriksejerne og deres ansatte. Et forhold, der bygger på gensidig tillid og respekt. GOTS certificeringen bidrager desuden til at tydeliggøre forholdene for de ansatte på fabrikken og sikre deres lovmæssige rettigheder lige så vel som deres sundhed og sikkerhed.
Vi bygger vores virksomhed på langvarige partnerskaber og udskifter derfor hverken leverandører eller materialer hver sæson. Når vi kun arbejder med én strikleverandør og ganske få garntyper, giver det os mulighed for at udforske materialernes egenskaber og mange muligheder ved kun at udskifte masketype, antal tråde og fasthed.
Vi har et solidt kendskab til fabrikkens maskiner og de ansattes færdigheder, hvilket begrænser fejl og reducerer spild i produktudviklingsfasen. Når vi arbejder med en begrænset mængde garntyper, reducerer vi ligeledes spild, idet garnrester kan anvendes de følgende sæsoner og dermed undgår vi helt at opbygge restlager.
Vi arbejder med OEKO-TEX® certificeret uld eller GOTS certificeret bomuld. Alle råmaterialer og indfarvningsmetoder er certificeret, hvilket sikrer, at alt tøj fra FUB er fri for skadelig kemi og er produceret under sunde og sikre forhold.